Er du gravid, og har du lyst til at deltage i et fællesskab med andre gravide og en jordemoder fra Aalborg Universitetshospital?
Er du gravid, og har du lyst til at deltage i et fællesskab med andre gravide og en jordemoder fra Aalborg Universitetshospital?
Så kig forbi biblioteket tirsdag formiddag i de lige uger.
Gravidcaféen er et tilbud, der er skabt i et samarbejde mellem Vesthimmerlands Biblioteker og Aalborg Universitetshospital, som står bag pilotprojektet; "Familien i Centrum".
Arianne Nørhave, som er jordemoder og vært for fællesskabet, indleder hver gang med et kulturelt indslag, hvorefter hun sætter forskellige emner på dagsordenen. Det kan fx være tilknytning, parforhold, amning, sex, karriere, kropsidealer, kost, motion, søvn eller andet. Der vil også være tid til spørgsmål og uformel snak rundt om bordet.
Graviditetscaféen er et uforpligtende mødested for alle gravide familier i Vesthimmerlands Kommune - uanset om I først lige har fundet ud af, at I venter jer, eller om I har termin lige rundt om hjørnet. Der er ingen tilmelding, og I må komme og være der i lige nøjagtig det tidsrum, der passer ind i jeres dagsprogram. Der bliver ikke ført journal, så man kan deltage anonymt.
På biblioteket kan du blive oprettet som låner og få inspiration til relevante fagbøger. Bibliotekets personale kan efter aftale præsentere bøger inden for emner som babytegn, børnebøger, højtlæsning m.m. Desuden byder biblioteket på en gratis kop kaffe, te eller kakao.
Arianne Nørhave har arbejdet på fødegangen i Aalborg siden 2015, er gift og har fem børn i alderen 9-18 år. Hun vil facilitere fællesskabet, så det bliver et rart og trygt sted at være, hvor I kan spejle jer i hinanden og få svar på jeres spørgsmål.